Besparelser på 35 % rammer Centre for Undervisningsmidler

  • Share/Save/Bookmark
  • Udskriv
  • Forstør tekst
  • Læs højt

Regeringens spareplan får alvorlige konsekvenser for de danske skoler, idet bevillingerne til Centre for Undervisningsmidler de næste tre år bliver reduceret med 35 % 

I pinsen formulerede regeringen i samarbejde med Dansk Folkeparti den 'Aftale om genopretning af dansk økonomi', som efterfølgende har sendt chokbølger gennem Center for Undervisningsmidler (CFU). På aftalens side 28 kan man bl.a. læse følgende:

Effektivisering af Centre for undervisningsmidler
På baggrund af en analyse gennemføres en målretning af Centre for undervisningsmidlers opgaveløsning, en øget koordination gennem ændret opgaveplacering til fx de egentlige professionshøjskoler samt en række effektiviseringstiltag. Effektiviseringen indfases i 2011-2014 og medfører et provenu på 10 mio. kr. i 2011, 60 mio. kr. i 2012 og 80 mio. kr. i 2013.

'Effektivisering' og 'provenu' er Finansministeriets kodeord for en fremtidig virkelighed, der betyder besparelser og serviceforringelser i forhold til den hverdag, CFU forsøger at understøtte ude på den enkelte skole med supplerende undervisningsmidler, pædagogisk og faglig rådgivning, hjælp til skoleudvikling og implementering af digitale læremidler.


CFU vil gerne være med til at gøre opgaveløsningen billigere - men ikke dårligere 

Vi har tidligere informeret om den analyse, CFU'erne er underkastet på initiativ af Finansministeriet og Undervisningsministeriet. The Boston Consulting Group foretager analysen, og det forventes, at deres rapport og anbefalinger afleveres i Finansministeriet den 28. maj.

Kan Boston Consulting Group anvise måder, CFU kan effektivisere driften på, så er vi klar. Vi vil gerne være med til at gøre opgaveløsningen billigere - men ikke dårligere. Faktisk havde vi set frem til, at rapporten - udarbejdet af en uvildig og neutral instans - kunne hjælpe centrene med lokalt og på landsplan at optimere og rationalisere driften.

I dag ved vi desværre, at vi med stor sandsynlighed end ikke får rapporten at se - at den udelukkende er tænkt som Finansministeriets interne idékatalog over besparelser.


Reaktioner

Den 26. maj udsendte formanden for professionshøjskolernes rektorkollegium, Laust Joen Jakobsen, en pressemeddelelse (pdf-fil), der kritiserer regeringens spareplaner på uddannelsesområdet. CFU'erne er organisatorisk en del af professionshøjskolerne.

Samme dag refererede folkeskolen.dk pressemeddelelsen under overskriften "Rektorer: Regeringens besparelser på uddannelse er kortsigtede".

Formanden for Foreningen af Centre for Undervisningsmidler, Lennart Svensson - CFU-chef i VIA CFU - har på CFU'ernes vegne den 27. maj sendt en orientering til medlemmer af Folketingets Uddannelsesudvalg (pdf-fil).


Skriv til os 

Vi er på CFU i UCL stadig interesserede i at modtage kommentarer og reaktioner på situationen, som den nu tegner sig i lyset af regeringens spareplan. Send en mail til: cfu-post@ucl.dk.

 

 

Ansvarlig for siden: Jeanet May Gregersen, jemg@ucl.dk. Senest opdateret den 12. september 2011 af Lisbeth Griberg Nørredam.